Opinion

Kommentar

Er ordet helligt, hvis det er tanken, der tæller?

Når AI gør vores håndværk billigere, vakler både indtægten og svaret på, hvem vi er. Vores angst for at blive overflødige må give plads til flere menneskers mulighed for at skabe, skriver David Beckmann.

Af David Beckmann · AI Times ·

David Beckmann, AI Times
David Beckmann, AI Times.

Nicky Trebbien forsvarer kunstnernes levebrød. Men i Berlingske den 15. november gør han brugen af værker uden tilladelse til en trussel mod samfundets sammenhængskraft. Hans krav om betaling fortjener et svar. Hans påstand om, at samfundets sammenhængskraft er truet, fortjener at blive udfordret. Den kræver, at vi også undersøger, hvad kulturen kan vinde, når flere får mulighed for at skabe.

Zenia Stampe havde en sag i DR’s Debatten, da hun rejste spørgsmålet om, hvad modellerne er trænet på. Så begyndte hun at sætte procenter på, hvor meget af sin bog Martin Thorborg selv havde skrevet. Begge tabte. Vi andre fik et regnestykke, hvor vi kunne have fået en samtale om, hvad der gør et værk til ens eget.

Jeg tror, vi er mindst lige så bange for, hvad AI giver andre, som for, hvad den tager fra os. Forestil dig at have brugt 30 år på at få din pære til at lyse, så andre kunne finde vej efter den. Så kommer der én, der på tre uger bygger noget, du før skulle samle et helt hold for at lave. Og det værste er måske, at det er godt.

For mange i vores generation har fagligheden været svaret på to spørgsmål. Hvad skal vi leve af? Og hvem er vi? Vi har kunnet sælge vores tid, fordi vi kunne noget, andre havde brug for. Når AI gør en opgave billigere, kan timeprisen falde brat. Måske er det hældningen på kurven, der får os til at sige stop. Hvis prisen på det, vi kan, rammer nul, hvad er vi så værd?

I Deadline sagde Thorborg, at han havde solgt 115 eksemplarer af sin selvbiografi. Selv tror han, at læserne holdt sig væk, fordi han brugte AI.

Når jeg går forbi Bog & idé og ser de kendte navne på krimierne, tænker jeg på ghostwriteren. Hvis en mindre kendt skribent har skrevet ordene, kan det kendte navn stadig sælge bogen. Prøv at spørge den kendte, som vi spørger Thorborg. Hvorfor skulle jeg læse din bog, når du har fået en anden til at skrive den?

Vi spiser gerne mad fra en fabrik. Hvorfor skal en sætning helst være skrevet med hakke og skovl? Der er noget skønt og smertefuldt i at massere ordene. Nogle gange finder vi først tanken under arbejdet. Andre gange ligger den allerede på briksen. Hvor sidder det originale?

Shakespeare fandt Romeo og Julie hos Arthur Brooke, som selv havde historien fra andre. Picasso fandt i afrikanske masker og iberisk skulptur noget, der ændrede hans maleri. Hvem fik æren? Hvem tjente på det? De spørgsmål bliver mere påtrængende, når selskaber indsamler værker i industriel skala. Derfor skylder Stampe os præcision. Havde selskabet ret til at bruge værket til træning? Krænker det konkrete resultat en andens ophavsret? Koda kan have en sag om det første, selv om nogen har skabt noget originalt med modellen.

En musiker kan høre et arrangement, hun før skulle samle et orkester for at afprøve. En lærer kan bygge det redskab, hendes elever mangler. Jeg tror, markedet vil sortere meget af det uoriginale fra. Vejen dertil kan blive meget dyr. En håndfuld selskaber kan ende med at bestemme prisen for at være med. Folketinget bør sikre bred adgang til værktøjerne og undersøge, om en borgerfond med ejerandele kan give os del i gevinsten.

Da Nietzsche skrev »Gud er død«, pegede han på, at troen på Gud og de kristne værdier var ved at miste deres autoritet. Hvad skulle så give vores liv retning? Måske rykker mennesket en tak ned i fødekæden, hvis vi måler vores værdi på, hvem der kan løse flest opgaver hurtigst. Vi har sværere ved at forestille os et menneske, der har værdi uden at være nødvendigt, end ved at forestille os en maskine, der kan skrive en bog.

AI kan sætte gang i en ny renæssance for tænkningen. Nogle tanker opstår først, mens vi leder efter ordene. Den øvelse skal næste generation også have. Men tænk på alle de tanker, vi aldrig har mødt, fordi den, der tænkte dem, manglede pengene eller håndværket til at give dem form. Nu kan flere føre en tanke ud i livet og lade andre prøve den af, modsige den eller bygge videre på den.

Trebbien og Stampe rejser spørgsmål om tilladelse, betaling og kontrol, som juraen skal hjælpe os med at besvare. Men hvis vi gør dem til hele samtalen om AI, slipper vi for det mere ubehagelige spørgsmål. Hvad giver vores liv mening, når andre kan klare sig uden det, vi har brugt et arbejdsliv på at lære? Hvis vi lader striden om ophavsret træde i stedet for den samtale, sætter vi selv det sidste søm i filosofiens kiste.

Så lad os for pokker tale om, hvordan vi giver flest muligt chancen for at skabe noget originalt. Noget, der er værd at skabe.

AI Times