Opinion

Leder

Skaberkraft er også for dem, der får hjælp

Information forsvarer menneskets skaberkraft. Det gør vi også. Derfor skal flere have mulighed for at bruge den. Kulturministerens opgave er at beskytte rettigheder og åbne muligheder på samme tid.

Af David Beckmann · AI Times ·

Zenia Stampe taler ved Radikale Venstres nytårsstævne i januar 2026
Zenia Stampe ved Radikale Venstres nytårsstævne i januar 2026. Foto: Christian Ursilva / Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0. Vist i beskåret udsnit.

»Zenia Stampe har ret«, skriver Information efter kulturministerens sammenstød med Martin Thorborg i DR’s Debatten. Avisen vil have samtalen tilbage til substansen efter et efterspil med blandt andet kønnede angreb på ministeren.

De angreb er uacceptable. Stampe har både ret og pligt til at udfordre teknologiens konsekvenser. Erfaring fra techbranchen giver ingen eneret til at bestemme samfundets fremtid.

Men Informations overskrift samler forskellige påstande i én dom. Avisen skriver, at Thorborg »på afgørende punkter har udliciteret arbejdet til kunstig intelligens«. Det har han selv beskrevet. Vores uenighed handler om, hvilken betydning den arbejdsdeling har for hans ophav, og hvilke muligheder den åbner for andre.

Vi savner en større ambition: at beskytte dem, der skaber i dag, og give flere mulighed for at skabe i morgen. Den opgave skal løses samlet.

Vi har selv noget på spil

Information har ret i, at AI-genererede nyhedsmedier bygger på menneskers journalistik. Nogen skal finde dokumenterne, stille spørgsmålene og opdage det, magthavere helst vil skjule. Hvis nye tjenester overtager læserne og indtægterne uden at bidrage til det arbejde, kan de svække deres eget kildegrundlag.

Medier som Y må derfor svare på, hvad de selv tilfører, og på hvilke vilkår de bruger andres arbejde. Et link til originalen afgør ikke i sig selv, om brugen er lovlig eller rimelig.

Vi har selv en interesse i diskussionen. På AI Times bruger vi AI-agenter med forskellige opgaver i det redaktionelle arbejde. De hjælper med research, prøver argumenter, foreslår modspørgsmål og skriver dele af udkastene. Et menneske vælger historierne, vurderer kilderne, redigerer og godkender det, vi udgiver, og står på mål for indholdet.

Det giver en lille redaktion mulighed for at undersøge mere. Det forpligter os samtidig til at vise kilderne og efterprøve oplysningerne. Flere agenters enighed er ingen garanti for, at noget er rigtigt. AI-arbejdsformen må bedømmes på den journalistik, den bidrager til, og det ansvar, vi tager for den.

Hvem har skrevet fortællingen?

Thorborg har selv gjort diskussionen mere uklar ved at sige, at han har »trænet« AI på sit materiale. At give en sprogmodel egne tekster og instruktioner er noget andet end at træne eller finjustere selve modellen. Hans offentlige beskrivelse dokumenterer det første, mens en egentlig finjustering står ubeskrevet.

I sin egen redegørelse fortæller han om cirka 25 timers indtalte noter, arbejde med struktur og gentagne redigeringsrunder med ChatGPT og Claude. Han regnede med omkring 300 timers samlet arbejde.

Information har dermed belæg for, at han har fået omfattende hjælp. Uenigheden handler om, hvad hjælpen betyder for hans bidrag.

Kendte mennesker har længe udgivet selvbiografier med ghostwritere. Personen leverer erfaringerne og fortællingerne; skribenten kan interviewe, undersøge, forme og udfordre dem. Begge kan bidrage med selvstændig skaberkraft.

En ghostwriter og en sprogmodel er forskellige samarbejdspartnere. Sammenligningen afgør heller intet om rettighederne til modellens træningsmateriale. Den viser, hvorfor ophav kræver en vurdering af menneskets bidrag til fortællingen. Læseren har krav på åbenhed om arbejdsdelingen. Kvaliteten må vurderes ved at læse bogen.

Originalitet har en forhistorie

Shakespeare byggede Romeo og Julie på Arthur Brookes fortælling. Picasso fandt inspiration i afrikanske masker og iberisk skulptur til Les Demoiselles d’Avignon. Også de lån rummer spørgsmål om magt og anerkendelse; kunstgenstandene nåede franske samlinger gennem koloniale forbindelser.

Menneskelig kreativitet udvikler sig gennem mødet med andre. Greb bliver til strømninger, som nye kunstnere overtager, forandrer eller bryder med. Nogle bearbejder radikalt. Andre efterligner. Menneskeligt ophav er ingen garanti for originalitet.

Historien giver ingen AI-virksomhed en blankocheck til andres værker. Industriel indsamling, hastighed og muligheden for at fortrænge skabernes indtægter gør dagens konflikt til noget særligt. Men den kræver, at vi skelner mellem påvirkning, bearbejdning og kopiering.

Informations formulering om »plagi i sprogmodellerne« er for upræcis til at afgøre de spørgsmål.

Havde selskabet ret til at bruge træningsmaterialet? Gengiver modellen beskyttede passager? Krænker et konkret resultat en andens værk? Det er forskellige vurderinger. EU-reglerne om modeludbyderes ophavsretlige forpligtelser understreger netop behovet for at respektere rettigheder og skabe gennemsigtighed om træningsindholdet.

Problemerne er reelle. Forskere har under særlige angreb fået modeller til at udskrive træningstekst. Rettighedshaverne har grund til at kræve håndhævelse. Men AI’s medvirken afgør hverken et værks originalitet eller lovlighed på forhånd.

Langt mere end en bog

Bogstriden fylder, men mulighederne rækker ud over teksten. AI kan hjælpe med at komponere musik, skabe billeder, udvikle software og visualisere en opfindelse. Flere kan få mulighed for selv at omsætte en idé til noget, andre kan høre, se eller bruge. Netop i de kreative fag kan den adgang samtidig udfordre andres levebrød. Også derfor skal skabernes rettigheder og de nye muligheder tænkes sammen.

Det kan være mennesket med en historie, som kæmper med skriften. Medarbejderen, der kender et problem, men mangler teknisk kunnen. Den lille virksomhed, som hidtil har manglet råd til at udvikle en løsning.

Forskningen giver grund til både ambition og omtanke. I et forsøg med universitetsuddannede fagpersoners skriveopgaver steg den vurderede kvalitet med adgang til ChatGPT, og forskellene mellem deltagerne blev mindre. I et forsøg med korte fortællinger kunne AI-idéer løfte den enkeltes tekst, mens fortællingerne samlet blev mere ens. Det er afgrænsede forsøg, som peger på både mulighederne for at løfte flere og risikoen for ensretning.

Den mere gennemarbejdede debat efter tv-sammenstødet viser også menneskelig skaberkraft. I blandt andet Peter Svarres LinkedIn-tråd deler mennesker erfaringer og udfordrer hinandens forklaringer. Med bidragydernes tilladelse kunne sådanne argumenter indgå i en fælles vidensressource, hvor AI hjalp med overblikket, og mennesker efterprøvede sammenfatningerne. Med synlige kilder og plads til stemmer uden for LinkedIn kunne teknologien hjælpe os med at forstå mere af det, vi tænker sammen.

Ministeren skylder os en vej frem

AI Times ønsker demokratisk, bæredygtig og ansvarlig AI, som kommer alle til gode. Bred adgang er en politisk ambition. Et billigt abonnement sikrer hverken indflydelse på teknologien eller del i gevinsterne.

Vi skal kunne håndhæve ophavsretten, kræve dokumentation af ressourceforbruget og begrænse afhængigheden af få leverandører. Samtidig skal vi undersøge, hvordan værdiskabelsen kommer bredt tilbage gennem arbejde, offentlige goder, beskatning og mulige fælles ejerandele.

Kulturministeren bør forklare, hvordan hun vil forene rettighedshavernes beskyttelse med borgernes adgang til nye værktøjer. Hvilke krav vil hun stille til selskaberne? Hvordan skal rettigheder kunne håndhæves i praksis? Og hvordan vil hun sikre, at også mennesker med få penge og begrænset teknisk kunnen får mulighederne?

Det kræver ingen kodekundskaber at stille de spørgsmål. Men det kræver indsigt at besvare dem og omsætte svarene til lovgivning. Politikere skal kunne skelne mellem dokumenterede krænkelser, mulige skadevirkninger og legitime anvendelser. Ellers risikerer reglerne at ramme ved siden af problemet og gøre adgangen unødigt vanskelig for dem, der har mest brug for hjælp.

Næste generation arver både værktøjerne og de vilkår, vi indretter omkring dem. Vi skylder den mere end valget mellem ukritisk begejstring og en generel mistanke mod at skabe med AI.

Information har ret i, at menneskets skaberkraft skal forsvares. Derfor skal forsvaret også omfatte dem, der først nu får redskaberne til at komme til orde.

Vi kræver gennemsigtighed og ansvar af teknologivirksomhederne. Af politikerne kræver vi en lovgivning, der bygger på viden og giver flere reelle muligheder for at skabe. Det er for vigtigt til at lade upræcise påstande bestemme fremtidens muligheder.

AI Times